Det er ikke så mange mennesker, der fra spæd eller for den sags skyld i folkeskolen beslutter sig for, at de skal være bedemand.

Ofte siger man den slags for at chokere eller skabe lidt røre mod den vante opfattelse af, hvad der forventes af en af at uddanne sig langt frem via mange uddannelser på et højt niveau.

Selv hvis man vælger at uddanne sig en håndværksmæssig retning, så bliver dette også hyldet, da faglært arbejde i den retning også efterhånden bliver en mangelvare, når man ser på statistikkerne.

Men når man så kigger på de arbejdsfag, som skal besiddes, men som ikke ligefrem bliver meget fremhævet af en studievejleder, så finder man faget som bedemand.

Det er ikke for at sige, at man ser ned på faget som bedemand, slet ikke, men der er ligesom en tendens i retning af, at bedemand er ikke noget, man uddanner sig til, det er noget, man ender med at blive.

Dette beror sig ofte på fordomme, fordi man tror, at bedemænd er nogle tørre mennesker, der kun tænker på døden, skal forholde sig til sorg hele tiden og måske har en mærkelig forkærlighed for døde end levende kollegaer.

Her skal man for det første huske på, at livet som bedemand byder på mange forskellige udfordringer, hvor man skal varetage mange interesser, overholde regler, være koordinator og sørge for at hjælpe pårørende på et meget ømt og personligt plan.

Ofte får en bedemand kendskab til deres klienter på et punkt – faktisk mere reglen end undtagelsen – hvor de er helt blottet og har følelserne uden på tøjet og skal forstås derefter.

Derfor fordrer opgaven som bedemand både på at klare det praktisk, som man ikke kan komme udenom i forbindelse med et dødsfald, men også at bistå for de pårørende på mange andre områder.

Her er et link til et bedemandsfirma: https://bgfo.dk/